Velkommen til Hermod Lannungs Fonds hjemmeside, som blandt andet indeholder beskrivelse af fondens formål, information om uddelte legater og fondens historie. Fonden er stiftet af Hermod Lannung (1895-1996), der var jurist og radikal politiker. Gennem sit lange liv beskæftigede Hermod Lannung sig med internationale forhold, særligt ud fra ønsket om at udvikle FN til en verdensmyndighed. Hermod Lannung var delegeret ved FN’s generalforsamling gennem adskillige år. I 1970 stiftedes Hermod Lannungs Fond, som siden har ydet støtte til projekter til styrkelse af FN.

Hermod2

Læs mere om fondens grundlægger i denne artikel

KRONIK-KONKURRENCE

I anledning af stifterens 125-års fødselsdag har Fonden i 2021 afholdt en kronik-konkurrence omhandlende temaet “Hvorfor spiller de globale problemstillinger, og især FN-politikken, så beskeden en rolle i dansk politik – og hvad kan vi gøre ved det?”

Konkurrencens tre prisvindere blev følgende:

1. pladsen. Af Kristoffer Nilaus Tarp:

Den Verden Du Kender
Et sted på det afrikanske kontinent fylder en dreng, som vi kunne kalde Abbas, 10 år i dag. Abbas vil vokse op på det kontinent, der rummer verdens måske største vækstpotentiale. Et sted med uanede muligheder for bæredygtig udvikling men også med uanede udfordringer. Abbas vokse op og blive en socialt orienteret iværksætter og demokratisk aktivist og samarbejde med danske virksomheder og NGOer. Han kan imidlertid også drives på flugt af klimaforandringer eller konflikter. Blive opslugt af en international terrororganisation, ende som flygtning i Danmark eller føre en piratbåd på jagt efter det næste danske containerskib

Et sted i Danmark fylder en pige, som vi kan kalde Sofia, 10 år i dag. Som borger i Danmark vil Sofias fremtid også være præget af verden omkring hende. Måske vil hun søge arbejde i en eksportvirksomhed, der er afhængig af EU-standarder, handelsaftaler og stabile markeder. Hun vil søge rejsemål med fred og stabilitet efter måske at have studeret i udlandet. Hendes tilværelse i Danmark vil afhænge af, at omverdenens problemer – forurening, klimforandringer, terrorisme, kriminalitet, konflikter m.v. – ikke skyller ind over de hjemlige kyster.


Fælles for Abbas’ og Sofias liv er, at verdens udvikling vil være med til at definere deres muligheder for at leve tilfredsstillende, stabile og trygge liv. Det specielle for Sofias liv er imidlertid, at hendes forældre og andre voksne i Danmark tilsyneladende vælgere politikere, der ikke interesserer sig nævneværdigt for internationale forhold og de institutioner, der er centrale aktører på denne bane. Dette på trods af, at Sofias fremtid afhænger af disses evne til at finde svar på globale udfordringer. Hvor skal vi finde forklaringen på dette?


”Deres samfund er nu småt, men stort af berømmelse” skrev den romerske historiker Tacitus om Danernes tidlige forfædre, kimbrerne. Kan det være denne historiske selvforståelse, der i dag overlever i form af en udbredt mangel på interesse for den store verden blandt mange af vores folkevalgte og vi, der vælger dem? For mystisk er det, at vi der nyder allermest gavn af internationale institutioner som FN og EU skænker dem så lidt opmærksomhed – for ikke at tale om ros.


Når krisen kradser, er det nationalstaten, der går forrest og varetager egne borgeres interesser bedst. Se bare hvordan det internationale samfund var ude af stand til at håndtere alt fra Corona-pandemien over migrantstrømme og finanskrise til krisen i Syrien, lyder det. Fra den nationalromantiske højrefløj over den politiske midtes store regeringsbærende partier til dele af venstrefløjen. Kritikken af det internationale samfund har forskellige fortegn afhængigt af politisk ståsted men biddrager til den samme overordnede dynamik: At det i Danmark er helt igennem umoderne at være internationalist. Udenrigspolitik er tydeligvis ikke noget man vinder Folketingsvalg af at mestre eller promovere. Men hvordan kan det være tilfældet i et land, der i den grad er afhængig af en samarbejdende, ordnet, fredelig og regelbunden verden?


Grundlæggende er det internationale samfund åbenlyst ofte er bagud på point, når en abe skal placeres eller os uddeles, for hvem skal stå på mål for det internationale samfund? Hvem er eksempelvis EU’s og FN’s egentlige ambassadører i Danmark, hvis ikke vores folkevalgte er det? Sejre har som bekendt mange fædre mens udfordringer uden nemme svar oftest er forældreløse. Der er derfor sjældent ros til de internationale institutioner og beslutningsarenaer men ofte kritik, når noget går galt.

Det paradoksale ved vores kollektive manglende interesse for det internationale samfund og dets institutioner er, at den virker fornuftsstridig – næsten uafhængigt af politisk ståsted. Er man tilhænger af en benhård udenrigspolitisk cost-benefit analyse, drager vi som en lille åben økonomi enorm nytte af den globale politiske orden og infrastruktur, der gør samhandel og samarbejde relativt lige til. Tænk hvis vi skulle forhandle samhandelsaftaler med alle verdens lande og købe os til vores egen sikkerhed? Hvis flere konflikter skulle håndteres med indblanding af danske soldater, og hvis der ikke fandtes grundlæggende universelle rettigheder og tilkoblede institutioner, der trods alt holder snor i diverse autoritære regimer. I en sådan verden ville vi vitterligt gå glip af en række ”stordriftsfordele” og lide under vores beskedne størrelse.


Hvis man derimod interesserer sig for højt besungne danske værdier som ligestilling, demokrati og diverse frihedsrettigheder, må man nøgternt konkludere, at det internationale samfund med EU og FN som de bedste eksempler helt overordnet arbejder aktivt for disse dagsordener. FN’s charter og EU’s traktater kunne i altovervejende grad være skrevet af den demokratiske velfærdsstats støtter på Slotsholmen. Hvis vi fra tid til anden synes, at de internationale institutioner begrænser vores hjemlige beslutningskompetence i negativ retning, så prøv at forestille dig et hyr det må være at være Ungarn i EU eller Saudi Arabien i FN. Så institutionerne og de normer de promoverer burde vi logisk set være de største fans af. Men hvad så med deres evne til at løse konkrete problemer?


Karakteristisk for de førnævnte eksempler på globale udfordringer – pandemien, migrantstrømme, finanskriser og diverse konflikter er, at de netop er grænseoverskridende fænomener. Hertil kan tilføjes terrortruslen og, ikke mindst, klimakrisen, der i de kommende årtier vil sætte sit markante præg på også den danske kontekst når klimaflygtninge, ekstreme vejrhændelser og fysiske ændringer i den fædrelandske flora og fauna for alvor sætter sig igennem.

Der er ingen tvivl om, at de internationale institutioners historiske succesrate i relation til at løse disse udfordringer er blandet. Klimaforandringer er kommet højt på den globale agenda til dels anført af FN’s lederskab og analyser samt EU’s beslutningskompetence og økonomiske muskel. WHO’s respons på Corona-krisen var derimod både sløv og måske endda initialt fejlkalibreret men kom forholdsvist hurtigt op i gear. FN arbejder på at adresserer terrortruslens rodårsager men står magtesløse overfor den globale terrorismes evne til at omgruppere sig globalt og finde nye måder at finansiere sig selv på. Det samme kan i og for sig siges om den globale migration, hvor både EU og FN prøver at adresserer rodårsager og gøre selve migration ordnet og mere sikker. FN har begrænset mandat til at håndtere finansielle kriser men har ganske gode analytiske tilgange til at dokumentere deres følgevirkninger. Her har EU modsat enorme muskler, som de økonomiske hjælpepakker i kølvandet på Corona-krisen har vist.


Fælles for alle områderne er imidlertid en måske simpel observation: De internationale institutioner beskæftiger sig med de områder, hvor vi har givet dem mandat til at handle og med de redskaber, vi har stillet til rådighed for dem. EU’s kapacitet til at håndtere internationale migrationsstrømme blev styrket efter flygtningekrisen i kølvandet på Syrien-krisen. FN’s lederskab på klimadagsordenen blev styrket, da medlemsstaterne gav Generalsekretæren mandat hertil, da klimaforandringernes indvirkning for alvor blev synlig i alle dele af verden. Så noget tyder altså på, at de internationale institutioners evne til at håndtere diverse udfordringer styrkes gennem kriser og de styrkede mandater og kapaciteter, der følger i kølvandet på dem. Samtidig lærer de internationale institutioner faktisk af deres fejl. Jeg har ved selvsyn været vidne til en række grundige og gedigne evalueringer af både FN’s og EU’s krisehåndtering. Disse evalueringer kører uafhængigt af de pågældende institutioner og ofte med stort fokus fra medlemslande, donorer og institutionernes ledelse. Evalueringerne følges af implementeringsplaner og hyppig opfølgning, hvilket betyder, at de fleste internationale organisationer faktisk er lærende organisationer, der bruger erfaringer til hele tiden at forbedre sig. Men kun inden for de rammer, vi som medlemsstater udstikker for dem.


Så måske skulle man prøve at styrke de selvsamme institutioner, før den næste krise faktisk banker på døren? Der er bred enighed om, at investeringer i forebyggelse og forberedelse ofte er godt givet ud sammenlignet med udgifterne til selve krisehåndteringen. Dette vil imidlertid kræve en vision for, hvordan og på hvilke områder, vi ønsker at styrke de internationale institutioner, så de bedst muligt kan håndtere de kriser, vi utvivlsomt vil skulle trækkes med i de kommende årtier. Det kræver imidlertid politisk lederskab og kønsneutralt mandsmod at aktivt arbejde for en styrkelse af det internationale samfund og dets institutioner. Vores folkevalgte og regering skal turde at fortælle de danske vælgere, at det er i deres egeninteresse, at det internationale samarbejde styrkes og holde op med at bruge de internationale institutioner som syndebuk, når globale udfordringer er så komplekse, at de simpelthen er svære at løse. De skal også turde fortælle vælgerne, at i internationalt samarbejde kan man ikke altid få det på præcist den måde, man ønsker. Kollektiv muskel kræver kollektive beslutninger, og her vil nationale egeninteresser en gang imellem tabe til kollektivets. Det er frustrerende men logisk og bør kunne forklares til vælgerne.

Et godt spørgsmål i denne sammenhæng derfor, om man vitterligt kan ændre den politiske tone og øge det internationale fokus fra både folkevalgte og vælgere bare ved at ville det? Det korte svar er ja, og beviset skal vi ikke længere væk end til de andre nordiske lande for at finde. I både Norge og Sverige er interessen for, og støtten til eksempelvis FN markant højere end i Danmark. I begge lande er tilliden til de multilaterale institutioner høj og man tænker oftest først i FN-løsninger på globale problemer, før man overvejer nationale alternativer. Norske og svenske politikere er også langt bedre til at kommunikere det internationale samfunds betydning for de to landes nationale interessevaretagelse. Anderledes ser det ud, når det kommer til EU. På trods af en tendens til ”EU-bashing” fra de folkevalgtes side er danskerne i den seneste Eurobarometer undersøgelse faktisk den 6-mest EUbegejstrede befolkning med svenskerne helt nede på en 11-plads. Det er således ikke en naturlov, at et samfund småt men stort af berømmelse forholder sig skeptisk til internationale forhold og institutioner. Men de folkevalgtes italesættelse af disse er selvsagt helt central.


Kigger vi fremad et årti eller tre er det svært at pege på områder, hvor det internationale samfund ikke fortsat vil være ekstremt vigtigt for varetagelsen af danske interesser. Corona-pandemien har unægtelig illustreret et par vigtige pointer i denne sammenhæng. For det første at det internationale samfunds vigtighed ikke gør nationalstaternes betydning mindre vigtig. Den danske Coronahåndtering har være markant anderledes end andre landes, har været genstand for sund demokratisk debat og har måske været udtryk for netop en national egenart. Sådan skal det selvfølgelig blive ved med at være. At WHO’s beredskab styrkes, så vi globalt kan reagere hurtigere, at vaccineindsatsen ude i verden øges så de globale markeder genåbner hurtigere eller at EU måske (hvis det besluttes) opbygger et epidemi-beredskab underminerer ikke vores nationale egenart. Sådanne udviklinger begrænser bare omfanget af den krise, vi her til lands skal håndtere. I forlængelse heraf har Coronapandemien har også med al tydelighed vist, at verden netop er bundet sammen på kryds og tværs. Globale strømme af mennesker, produkter, information, kapital og, nu åbenlyst for enhver, virus gør tanken om dansk enegang illusorisk. Tænker vi klimakrise og andre grænseoverskridende udfordringer ind i ligningen, bliver dette endnu mere evident. Den er egentlig ikke længere end som så.


Med dette in mente handler det vel sagtens om, at vi her til lands blandt både politikere og vælgere skal skabe en fortælling om, hvad det vil sige at være dansk borger i en gennemglobaliseret verden. Hvordan vi uomtvisteligt er en del af det internationale samfund og i langt de fleste tilfælde nyder rigtig godt at dets institutioner. Vi skal være stolte af de aftryk, vi er lykkes med at sætte på de internationale institutioners udvikling og glade for, at de langt henad vejen afspejler idealerne i den pluralistiske, demokratiske velfærdsstat, de fleste af os foretrækker.


Og mens vi bliver bedre til at italesætte denne virkelighed og vores politikere følgelig bliver stolte og kompetente internationalister – hvad enten det er med snæver dansk egeninteresse eller universelle rettigheder som drivkraft – må vi også tage bestik af denne virkeligheds begrænsninger og udfordringer. Vi kan ikke altid få det, som vi helst vil have det. Der vil være områder, der har det internationale samfunds bevågenhed, som vi her til lands finder mindre vigtige. Og mere alvorligt vil der være beslutninger, hvor danske interesser bliver tromlet. Men når regnestykket gøres op, skal vores politikere, understøttet af reel evidens, pege på, at både Abbas og Sofias fremtid ser lysere ud, hvis vi finder globale svar på de mange globale udfordringer, hvor dette, og kun dette, giver mening.

2. pladsen. Af Eva Carstensen:

Kampen om tillid i en stadig mere skeptisk verden
Verden er blevet mere kompleks lyder det gang på gang, når der diskuteres udenrigspolitik eller roden til de globale problemstillinger. Globalisering har medført øget adgang til information, mindre afstand mellem nationer og accelererende teknologisk udvikling, der konstant ændrer vores samfund. I starten af det moderne samfund var der en stærk tiltro til, at den øgede samhandel og virtuelle rum ville knytte mennesker sammen, styrke demokratiet og minimere globale konflikter. I stedet ser vi i dag, hvordan det globale spindelvæv har svækket borgernes tillid til samfundets institutioner både nationalt og globalt. De politiske partier og politikerne oplever dalende tillid, medierne udfordres af fake news, og internationale organer som FN kritiseres ofte for deres manglende handlekraft.

Denne tillidskrise dækker over en søgen efter simplere løsninger i en kompleks verden, og kommer til udtryk forskelligt alt efter, hvilken generation der er tale om: nationalistisk nostalgi og protektionisme hos de ældre generationer og wokeness og politisk skepsis til de etablerede institutioner hos de unge. Derfor bliver FN’s rolle nødt til at vendes i lyset af den tillidskrise, der er roden til den manglende nationale opbakning til organisationen.


Og pandemien har ikke mindsket kompleksiteten, men i stedet ændret vores verden fra den ene dag til den anden, samt fungeret som en form for katalysator for alle de problemer, der har ligget og ulmet under overfladen, men som ikke længere kan undgås eller ignoreres. Dog har det også fået debatten i gang om, hvordan verden vil se ud post-COVID19, og mange har postuleret, at der er tale om en global recession og afglobalisering. Gennem hele pandemien har der eksisteret en national normativ tilgang baseret på ’nød bryder alle internationale love’, hvor hvert land har gjort sit for at sikre vacciner og mindre smitte og samlet sig om sin egen navle for at komme helskindet igennem pandemien. Der er en historiske tendens til, at pandemier leder til, at nationer afskærer sig fra de internationale værdikæder og derfor vil ændre opfattelsen af globalisering fra værende en ensrettet, fremadskridende proces til at være en skrøbelig og ikke naturgiven størrelse.

I Danmark har vi set en markant styrkelse af regeringens indflydelse med en håndtering af pandemien, der adskilte sig fra flere af vores nabolande. Men betyder dette, at vi har vendt os væk fra det internationale? At vi i fremtiden hviler på dansk enegang fremfor globale partnerskaber?


Det, tror jeg, er at male fanden på væggen, men vi kommer ikke udenom det faktum, at verdensorden er under forandring, og det kan mærkes, særligt hos en småstat. Det udvisker dog ikke de stærke internationale bånd eller behov for globalt samarbejde. Tværtimod, selv hvis nationalstaten styrkes yderligere, er der intet der tyder på, at den accelererende teknologiske udvikling vil stoppe, hvorfor vi som verdenssamfund stadig vil være tæt forbundet i det virtuelle rum, hvor landegrænser er svære at få øje på. Men dansk politik står over for to hovedudfordringer, der begrænser den globale politiks rolle i den nationale kontekst, der er nødvendige at tackle for at styrke internationalt samarbejde og FN’s rolle i dansk politik.

Den første udfordring, er den voksende nationalisme, der knytter sig til manglende tro på fælles international handling og behovet for at simplificere verden. Anders Wivel, professor ved Institut for Statskundskab, påpeger at pandemien har ført til mere bilateralt samarbejde og diplomatiske alliancer, fordi internationale institutioner som EU og FN står svækket, hvilket kom til udtryk ved deres manglende handlingskraft under pandemien blandt andet i forbindelse med vaccinekapløbet. Igen ser vi, hvordan pandemien skubber eksisterende problemstillinger frem i lyset, for et mellemstatsligt organ som FN når kun så langt, som medlemslandene tillader, og når nationalismen vokser og magten forskydes blandt nationer med vidt forskellige kulturer, historie og forfatninger, så bliver konsensus langt vanskeligere.


Men det ændrer ikke på det faktum, at den danske nationalstat har brug for de internationale organer til at give os en stemme og indflydelse på de globale problemstillinger, der også påvirker vores liv. Især nu, hvor pandemien har taget hårdt på demokratier rundt omkring i verden, hvilket potentielt kan udgøre en trussel for danske alliancer. Den globale fattigdom er i 2020 steget for første gang i 20 år, og den grønne dagsorden halter stadig bagefter Paris-aftalen. Alligevel ser vi, at den politiske debat (igen) handler om migration, integration og beskyttelse af de danske grænser. Den udenrigspolitiske strategi efter Taksøe-rapporten, som den tidligere blå regering fremsatte, er ikke blevet rørt ved siden, men i stedet er der blevet udmeldt, at den udenrigspolitiske tilgang skal have et fokus på danske og socialdemokratiske værdier. Udenrigsminister Jeppe Kofod begrunder denne værditilgang ved at henvise til det smuldrende globale fællesskab, som kun kan styrkes ved, at de demokratiske krummer limes sammen med et stærkt værdipolitisk kompas til at styre den internationale ageren.


Stærke værdier er ellers ikke nogen svaghed i de internationale fora. FN er i sin grundform et organ der samler så forskellige nationer til dialog på baggrund af menneskerettigheder og demokratiske værdier. Trods globale udfordringer, splittelse, krig, polarisering og had, så er det stadig et legitimt, indflydelsesrigt organ, der kæmper for fred. Ikke desto mindre har kritikken ofte kredset omkring den manglende demokratiske beskyttelse, netop fordi de nationer der er anklaget for at bryde menneskerettighederne, også er med til at håndhæve de selvsamme rettigheder, så sanktioner og konkrete initiativer til at bearbejde overtrædelse af disse værdier har været svære at implementere. For værdier er smukke, idealistiske og ambitiøse, når det gælder den globale verdensorden, men når kritikken vendes indad, er det ofte uretmæssigt og fejlagtige påstande, såsom den danske regerings klare afvisning af FN’s kritik vedrørende ghettolovgivningens diskriminerende tilgang.


Den anden store udfordring omhandler modstridende elementer i FN, der særligt knytter sig til Sikkerhedsrådets struktur og menneskerettighedernes rolle. Jeg spurgte min familie og venner, hvad FN betød for dem, og selvom deres svar hverken var overraskende eller repræsentative for forskellige generationer og kulturer, var der alligevel en påfaldende tendens. Særligt blandt de unge var der positive associationer blandet med en betydelig mængde skepsis overfor FN og en kritisk stillingtagen til dets vestlige udspring, for hvordan kan en organisation, der kæmper for fred også have en hær? Igen var der også mange, der hæftede sig ved de smukke værdier, der ligger til grund for FN’s virke såsom verdensfred og beskyttelse af menneskerettighederne, men at disse værdier desværre virkede bedst til at analysere og skabe opmærksomhed om forskellige problemstillinger på globalt plan frem for at agere og handle på brud på menneskerettighederne. Ord som falsk tryghed, elitært, udemokratisk og vestligt var nogle af de umiddelbare negative associationer knyttet til særligt FN’s sikkerhedsråds rolle. Jeg kan ikke lade være med at studse over, hvordan den umiddelbare kritiske stillingtagen kan knyttes til en generation præget af ’wokeness’, hvor traditionelle opfattelse og eksisterende institutioner bliver taget op til diskussion på baggrund af underliggende bias og magtstrukturer.


Så når den danske regering vælger at fokusere på værdier, fremfor alt danske, socialdemokratiske værdier, er det svært at forestille sig, hvordan netop denne tilgang skal løse den vage internationale respons fremfor at styrke det. Kritikken af FN’s sikkerhedsråd er ikke ny, men vigtig, fordi de faste medlemmers vetoret gang på gang sætter en stopper for den globale handlekraft, samt tydeliggør hvordan FN ikke blot fungerer som en global og diplomatisk organisation, men også bevarer og institutionaliserer magtstrukturer, som stammer helt tilbage fra 2. verdenskrig. Det er ikke holdbart, at FN ikke tilpasser sig i en dynamisk og foranderlig verden, særligt når der eksisterer en påfaldende dobbeltmoral i kombinationen mellem en udemokratisk strukturs fokus på demokratiske rettigheder. Der er behov for at søge indflydelse på udarbejdelse af en ny udenrigspolitisk strategi (og presse på, så den snarest muligt bliver udarbejdet), hvor vi udvider fokusset fra danske værdier til også at omfavne det internationale samarbejde, og det der binder nationer sammen. Dette kan gøres gennem mange kanaler såsom rapporter, undersøgelser, sociale medier og policy advice, men det skal udfordre vores traditionelle tilgang og rumme forståelse for både de nationalistiske og kritiske tendenser i samfundet og i de forskellige generationer. Efter Taksøe-rapporten blev vores forståelse af udviklingsbistand ændret markant, og det satte gang i debatten, så det væsentlige er, at vi også i dag er klar til at imødegå forandringer og reformer af FN og dansk politik i stedet for at fastholde tilgange, der ikke passer til den komplekse, sammenflettede globale realitet, vi lever i.


FN’s styrke og indflydelse ligger allerede stærkt forankret i værdier og udbredelse af disse værdier, hvilket ikke er til at undgå, når man ser hvordan 2030 verdensmålene dominerer hvert aspekt af vores samfund. I en undersøgelse fra 2020 om danskernes kendskab og holdning til Danmarks udviklingssamarbejde, kendte 77% af danskerne til Verdensmålene. Verdensmålenes brede og omfavnende værdier har dog også været underlagt for kritik grundet manglende konkretiserende samt brede formuleringer, der muliggør bruget af dem i et væld af kontekster. Som en form for ’greenwashing’ har det indtaget alverdens platforme og institutioner uden altid at medføre de forandringer, der reelt er brug for. Men kendskabet og udbredelse af værdierne er stadig med til at starte debatten, og med de illustrative virkemidler har verdensmålene rent faktisk formået at nå ud til en bredere skare end blot intellektuelle, politiske entusiaster. Det er stort, og det er her FN’s nuværende styrke ligger.


Hvis vi vil have FN til at fylde mere i den førte politik og debat, handler det ikke blot om at appellere til politikerne, men i lige så høj grad om at adressere det, der optager borgerne, der vælger vores politiske repræsentanter og influerer dagsorden. Vi har set, hvordan klimaet indtog den politiske scene hovedsageligt grundet de stærke røster i ungdommen, og nu ser vi, hvordan ungdommen går kritisk og ’woke’ til værks til alt, hvad de forgange generationer har opbygget – inklusiv FN. Derfor er det nødvendigt at tage hånd om den vestlige oprindelse og struktur, der stadig dominerer organet, samt de dobbeltmoralske elementer, der ikke kan undgås, når man forsøger at forene hele verden. Ved at undgå denne debat eller negligere de fejl som FN har, skubber man blot de nye generationer fra sig. Generationer, som hæfter sig ved at udbredelsen af demokratiet ikke blot har ført til velstand, men også endeløse krige, at kampen for fred ikke blot sker fredfyldt, men også bevæbnet og at neoliberal kapitalisme ikke blot har hævet levestandarden, men også hærget vores klodes klima. Angst er et overvejende kendetegn hos ungdommen i dag, blandt andet fordi den øget viden og globale sammenfletning har medført, at de unge ser alt fra flere perspektiver, går til verden med skepsis og bliver eksponeret for særligt kritiske og problematiske nyheder. Der er altid et magt-søgende element skjult i dagsorden, og at ændre de ulige magtstrukturer har vist sig svære end som så.


Derfor er reformeringen af FN ubestridelig vigtig, fordi den rummer et potentiale til at italesætte flere generationers problemer med FN: stormagternes magtpositioner, vestligt bias og den manglende handlekraft. En stærk mediedækning af FN’s reformering og diskurser, der italesætter, hvor vigtigt FN’s rolle er i klimakampen og flygtningestrømme uden at bringe de kritiske røster til tavshed er nødvendigt, hvis FN skal fylde mere i debatten og således mobilisere politikere og vælgere til prioritere dansk engagement i FN-regi. Særligt efter de allestedsværende konsekvenser af pandemien, som har gjort mange af de globale problemstillinger værre og dermed endnu vigtigere at prioritere. FN må gro sig bæredygtig, så tilliden kan styrkes på ny.


For trods afglobaliserings-tendenser er kompleksiteten og globale relationer stadig uundgåelige. Derfor er stærke internationale fællesskaber som FN stadig vigtige, men FN bliver nødt til at opbygge større tillid til borgerne ved at møde dem og deres hverdag, samtidig med at deres autoritet fastholdes. Det er ikke en nem opgave, men det er nødvendigt for at skabe debat og interesse for FN i dansk politik. Kun sådan kan både nostalgien og wokeness samles om den overnationalitet som FN udgør. Kun sådan kan vi styrke demokratiernes holdbarhed og legitimitet, samt det globale samarbejde.

3. pladsen. Af Sofie Risager Villadsen:

Jeg føler mig svigtet af verdens ledere
Jeg tror de fleste børn og unge har drømme for deres fremtid. Måske vil man gerne være læge eller sygeplejerske. Eller måske politiker. Måske drømmer man bare om en familie og børn. Jeg har også drømme for min fremtid. Men lige nu ser det desværre sort ud for verdens børn og unge. Verdenslederne svigter os, der egentlig bare gerne vil have en retfærdig fremtid, og de prioriterer politisk og økonomisk status quo over grøn omstilling og verdensfred.


De fleste ledere ser indad: Hvem er de ledere for? Hvordan kan de få landet til at hænge bedst sammen? Hvordan kan de blive genvalgt, så de kan beholde magten? De fleste glemmer at se udad. De glemmer at spørge sig selv: Hvordan hænger vores land sammen med resten af verden? Hvilken rolle har vi i verden? Hvilke samfundsgrupper er der i vores land, og hvordan hænger det sammen med verdens kultur? Og hvordan hjælper vi bedst muligt dem ude i verden, der har endnu mere brug for en støttende hånd end vi har?


Jeg ser ikke disse manglende spørgsmål blive stillet i Danmark. Vores forpligtelse til internationale institutioner sejler. Vi ser for meget indad, og vi glemmer at se vores historiske privilegier i øjnene. De privilegier der har gjort, at jeg som 15-årig kan deltage i den offentlige debat ved at skrive en kronik. For det er langt fra alle lande, hvor piger får lov at gå i skole. Det er ikke alle, der får lov at have en fremtid med selvstændighed. Får lov til ikke bare at hænge fast i ens families fodspor. Disse privilegier glemmer vi danskere og tager dem ofte forgivet.


”Hvad gør Danmark så ved disse problemstillinger?” spørger jeg tit. Svaret, som jeg altid bliver så skuffet over, er tæt på intet. Dette eksemplificeres blandt andet ved at Danmark nu vil hjemsende danske syrere, som helt inderligt føler sig som danskere. Her prioriterer Danmark tydeligt økonomiske interesser, fremmedhad og mangel på respekt over menneskerettigheder, over hvad der havde været den klart mest humanistiske løsning. Hvis verden havde været et bedre sted, og Danmark levede op til deres forpligtelser, ville vi ikke sende unge mennesker, der er lige ved at få deres studentereksamen, hjem til hvad regeringen mener er deres eget, sikre land. Danmark bliver nødt til at tage sit internationale ansvar på sig. Selvom Danmark gør meget sammenlignet med andre lande, er det slet ikke nok, når man tænker på de privilegier vi har.


Jeg er bange for, at det samme er ved at ske med klimakrisen, som med børnene i Syrien. At vi først indser klimakrisens alvor i sidste øjeblik og at det muligvis så er for sent. At vi først gider tage det internationale ansvar på os, når det er absolut nødvendigt.


For vi står midt i en klimakrise. En klimakrise som ikke bare løser sig selv, men som globale ledere bliver nødt til at tage ansvar for og gøre noget ved.


For at komme tilbage til de drømmende børn, så kan jeg være bange for, at børn ikke har noget hjem om 50 år. Når jeg til dagligt går i 8. klasse, lærer vi hvad der skete for 1000 år siden og vi lærer at skrive og regne. Og jo det kan man bruge til at skrive en flot kronik, men jeg ser det ikke nødvendigt, når vi står i så katastrofal en krise.


Desværre er det ikke bare noget vi kun kan løse her i Danmark med vores famøse klimalov. Og der er så mange andre lande end Danmark, som er længere fremme i forhold til det at være klimaneutrale. Der er f.eks. lavet en undersøgelse af Oxfam IBIS, der viser, at den rigeste procent af verdensbefolkningen udleder dobbelt så meget CO2 som verdens 50 procent fattigste. Så det er jo heller ikke ligefrem fordi vi er ”et grønt foregangsland,” når vi jo tydeligvis er en del af de rigeste i Danmark.


I Danmark har vi i de sidste par hundrede år haft et katastrofalt kapitalistisk system. Det viser undersøgelsen fra Oxfam IBIS meget godt. For det er altså de rigeste, der har hovedansvaret for klimakrisen. Markedet og den kapitalisme, vi har i dag, kan ikke løse klimaproblemerne alene. Vi bliver nødt til at løse det store problem globalt. Det er netop en af de mange grunde til, at globale fællesskaber er vigtige.


Der er blevet sat nogle mål, for at mindske klimaforandringerne. Nogle af de mest ambitiøse klimamål blev sat med Paris-aftalen. Den beskriver at ALLE LANDE der indgik i aftalen, skal bidrage til at holde den globale temperaturstigning nede og med en maksimal stigning på 1,5 grader. Mange kan se dette mål som en løsning. Men det er det ikke. Det er en beskrivelse af, at vi bliver nødt til at finde en løsning. Det samme gælder den danske klimalov fra 2019. Det beskrives heri at vi inden 2030 skal reducere vores CO2 udledning med 70 procent sammenlignet med niveauet i 1990. Bare fordi vi har en beskrivelse af, hvad klimakrisen kræver for at blive løst, betyder det ikke, at den bliver løst. Det danske klimaråd har sagt, at vi ikke når målet om 70 procent reduktion i 2030. Og i Kina er de i gang med at bygge store kulkraftværker (i smug, så resten af verden ikke opdager det), som går stik imod Paris-aftalen. Så det er ikke fordi det går fremad med klimahandlingen.


Derfor bliver vi nødt til at handle og ikke bare beskrive hvad vi skal nå. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg bange for at det er for sent. For det er ikke kun i Kina, at det går den forkerte vej. Det er i hele verden. Der bliver stadig investeret alt for mange penge i olie og kulkraftværker og materialismen er aldrig set i højere grad end nu. Samtidig har vi i verden den kapitalisme, der med evig vækst forurener.


Jeg har tit efterspurgt klimaundervisning i grundskolen, da jeg synes det er nødvendigt at folk ved, hvilken krise vi står i, selvom det godt kan være barskt at høre på. Det skal være tydeligt for børn og unge, at mange af deres nærmeste svigter dem og deres fremtid. Da jeg endelig fik min efterspurgte klimaundervisning, lærte jeg dette: Hvis man fladede al skrald i verdenshavene ud, ville det have et areal på størrelse med Afrika. Biodiversiteten falder grundet dette, og hver dag uddør op til 200 dyrearter. Og det samme gælder de smukke koralrev og andre planter og dyr i verdenshavene. Alle er truede. Mennesket er truet.


Det er svært at finde på noget så deprimerende, som tanken om at hele verdens befolkning er truet. Det smitter af på humøret. I hvert fald på mig. Når man sidder som 15-årig og er bange for noget så menneskeretfærdigt som ens fremtid, så er det tydeligt, at der er et problem. Og jeg ved at det ikke kun er mig, der har det sådan. Når jeg hører Greta Thunberg tale, ved jeg at jeg ikke er den eneste, der kan høre hendes følelser tydeligt. Hendes vrede og frustration over den tamme klimahandling. Hendes tristhed over at planter og dyrearter er truede, og det faktum at mennesket også er truet.

Det er ikke godt at flere bliver deprimerede og får såkaldt klimaangst. Det er faktisk også et globalt problem. Psykiatrien er hårdt presset. Hårdere end sundhedsvæsnet er i forhold til fysiske sygdomme og lidelser. Det er nemt lige at fikse en brækket arm med noget gips, men det er langt sværere at konstatere og behandle en psykisk sygdom. Det er problematisk for der er så mange der er deprimerede og generelt har det dårligt. Ikke kun af klimakrisens triste følger, men primært af den kultur vi har i den vestlige del af verden. Der hvor vores problemer ikke er at skaffe mad og vand, men derimod ikke at have det nyeste tøj, den nyeste Iphone og tillige ikke få flest likes på Instagram. Det er et reelt problem.


Kulturen i verden i dag er, at være veluddannet, se bedst ud, have flest penge og eje det største og det bedste. Det er ikke alle der har råd til at være en del af den kultur, selvom de gerne vil. Det er problematisk både fordi det er træls for dem det går ud over, men også fordi det faktisk koster på planeten. Kapitalismen er med til at opretholde klimaforandringer og den kultur vi har i dag med en så problematisk konsumerisme. På den måde hænger især den vestlige kultur sammen med klimaforandringerne.


At sætte profit over menneskerettigheder er blevet en del af vores kultur. Specielt i Danmark, men også i andre lande. Der er forskellige samfundsgrupper i hele verden. Som princip bryder jeg mig egentlig ikke om at generalisere og putte folk i bokse, men lige præcis den ovenfor nævnte samfundsgruppe er vigtig, fordi det for de fleste kommer med et uigennemskueligt privilegium. Og som før skrevet, så tager mange disse privilegier for givet.


I nogle samfund, sætter befolkningen ikke profit over menneskerettigheder. Måske fordi de godt ved, at livet handler om andet end penge. Men i Vesten hedder det penge før mennesker. De fleste vil nok mene at de sætter mennesker over profit, men underbevidst er vi i kraft af kapitalismen, blevet dannet til at gøre det modsatte. Det er på problematisk vis blevet en del af vores kultur, der konstant reproduceres.


Tag dette eksempel: du er 23 år gammel, i gang med at studere økonomi, for det var det samfundet havde opdraget dig til; at få en uddannelse, så du kan tjene penge. Du sidder og online-shopper, og opdager et nyt mærke, der går ind for menneskerettigheder og producerer bæredygtigt. Du ser prisen, og det er alt for dyrt. Du vælger i stedet at købe dit tøj på ASOS, for det er billigere. Selvom du godt ved, at produktionen af tøjet foregår under slavelignende vilkår.


Desuden opretholder det kapitalistiske samfund normen om, at æblet ikke falder langt fra stammen. Det er problematisk for det udvider ikke folks horisont, og folk kommer hurtigt ind i et såkaldt ekkorum.

Når jeg siger at ”samfundet opdrager” dig til at gøre forskellige ting, mener jeg gennem kulturen, uddannelsessystemet og de andre forpligtende ting, man skal som borger. F.eks. I Danmark, hvor det er en forpligtelse at gå i skole. Da jeg gik i 7. klasse fik jeg den første dag på skoleåret af vide, at hvis vi ikke koncentrerede os ville vi knap have nogen fremtid.


Men er det virkelig sådan man bør se på det? Er en fremtid lig med at følge 110% med i skolen? Det mener jeg bestemt ikke. For en fremtid er mere end bare at tjene penge og finde et prestigefyldt arbejde. For i de globale kriser vi står midt i lige nu, så giver det ikke mening at se på fremtiden på den gammeldags måde. Vi bliver nødt til at tænke anderledes. Ellers kan vi se frem til klimakrisens katastrofale påvirkninger den har på mennesket.


Som jeg skriver betyder globale fællesskaber meget. Danmark er medlem af en del globale fællesskaber, men jeg mener faktisk at Danmark ikke gør nok brug af dem. Vi kører lidt for meget vores eget show. Men et af de helt store globale fællesskab er FN.

FN blev oprettet i år 1945. Man skulle tro at en verdensorganisation burde have løst mange af disse problemer. Men problemet er faktisk, at jeg skriver fra nutiden. Alt dette sker lige nu. Børn der bliver opdraget af samfundet, til at være materialistiske og tjene penge. Tjener penge som bliver brugt til at investere i olie- og kulkraftværker.


Jeg tror på at FN er det eneste, der kan redde os ud af disse problemer. Medlemslandene, bør indse at klimaproblematikken ikke løser sig selv, og er så problematisk at der er nødt til at blive taget fælles hånd om problemet. Hvis medlemslandene, inklusiv Danmark, langt om længe kunne indse
hvilken fare de stiller kloden, unge og alle fremtidige generationer overfor, ville FN have mandat til at stille langt strengere krav til dets medlemslande. Så vil vi samtidigt kunne bryde tabuet om at være en del af den – for Vesten – foretrukne kultur. Så vi kan redde klimaet sammen. For et land kan ikke gøre det hele selv. Det er vi nødsaget til, så alle vi børn og unge kan drømme videre for vores fremtid.

På billedet ses to af kronikvinderne sammen med bestyrelsen for Hermod Lannungs Fond og fondens administrator